Servicevilkår for Google Analytics
Disse servicevilkår for Google Analytics (denne "Aftale") indgås af Google Ireland Limited ("Google") og den part, der tilslutter sig denne aftale ("Dig/Dine"). Din brug af standardversionen af Google Analytics ("Tjenesten") er underlagt vilkårene i denne Aftale. NÅR DU KLIKKER PÅ KNAPPEN "JEG ACCEPTERER", FULDFØRER TILMELDINGSPROCESSEN ELLER BRUGER TJENESTEN, BEKRÆFTER DU SAMTIDIG, AT DU HAR LÆST OG ACCEPTERET DENNE AFTALE OG ER BERETTIGET TIL AT HANDLE PÅ VEGNE AF EJEREN AF DENNE KONTO OG FORPLIGTE VEDKOMMENDE TIL AT OVERHOLDE AFTALEN.
Vores Tjeneste er et virksomhedsværktøj. Du må kun bruge vores Tjeneste til dine forretningsmæssige eller faglige formål.
Med henvisning til parternes respektive rettigheder og forpligtelser som beskrevet i denne Aftale indgår parterne aftale om følgende:
1. Definitioner
Ved "Konto" forstås kontoen for Tjenesten og UA-ejendomme og GA4-ejendomme. I forbindelse med UA-ejendomme vil alle Visninger (hvis relevant), der er knyttet til en enkelt UA-ejendom, have deres Hits sammenlagt, før debiteringen for Tjenesten for den pågældende UA-ejendom.
"Fortrolige oplysninger" inkluderer alle ejede data og alle andre oplysninger, som afgives skriftligt af den ene part til den anden, og som er mærket "fortroligt" eller afgivet mundtligt og inden for fem hverdage er nedfældet skriftligt og mærket "fortroligt". Fortrolige oplysninger omfatter derimod ikke oplysninger, som er eller bliver kendt af offentligheden, som allerede er i den modtagende parts besiddelse inden afgivelsen fra den anden part, eller som er uafhængigt frembragt af den modtagende part uden brug af Fortrolige oplysninger.
Ved "Kundedata" eller "Google Analytics-data" forstås de oplysninger, som du indsamler, behandler eller gemmer vha. Tjenesten, og som vedrører Brugernes karakteristika og aktiviteter.
Ved "Dokumentation" forstås enhver medfølgende dokumentation, som stilles til rådighed for Dig af Google til brug sammen med Behandlingssoftwaren, herunder enhver dokumentation, der er tilgængelig online.
Ved "Hændelse" forstås en grundlæggende måleenhed, der behandles i Tjenesten gennem en GA4-ejendom, hvilket kan inkludere, men ikke er begrænset til en sidevisning, transaktion, skærmvisning eller andre interaktioner. En Hændelse kan være et opkald til Tjenesten fra forskellige samlinger eller levering på anden vis til Tjenesten af OSCI'er.
Ved "GA-ejendom" forstås en UA-ejendom eller GA4-ejendom, alt efter hvad der er relevant.
Ved "GA4-ejendom" (tidligere kendt om en "App + Web-ejendom") forstås samlingen af Google Analytics-indstillinger og -oplysninger, der er knyttet til det samme "Ejendoms-id", som der sendes Hændelser til.
Ved "GAMC" (Google Analytics Measurement Code) forstås den Google Analytics-målingskode, som installeres på en Ejendom med det formål at indsamle Kundedata, samt eventuelle fejlrettelser, opdateringer og opgraderinger, der leveres til Dig.
Ved "Googles tilknyttede virksomheder" forstås Google, Google LLC og Google LLC's helejede datterselskaber.
Ved "Hit" forstås en grundlæggende måleenhed, der sendes til behandling i Tjenesten via en UA-ejendom. Eksempler på Hits inkluderer sidevisningshits og e-handelshits. Et Hit kan være et kald til Tjenesten fra flere forskellige samlinger eller levering til Tjenesten på anden vis af OSCI'er.
"OSCI" står for "Officially Supported Client Interface" og betyder en officielt understøttet klientgrænseflade, som er en mekanisme eller protokol, der stilles til rådighed af eller understøttes af Google, og som kan bruges til at sende Hits eller Hændelser, alt efter hvad der er relevant, til Tjenesten.
Ved "Platform-startside" forstås den brugerflade, der kan give Dig adgang til visse funktioner på Google Marketing Platform-niveau.
Ved "Behandlingssoftware" forstås software og eventuelle opgraderinger, som bruges til analyse af Kundedata og generering af Rapporter.
Ved "Ejendom" forstås en hvilken som helst webside, app eller anden ejendom, som er under Din kontrol, og som sender data til Google Analytics.
Ved "Privatlivspolitik" forstås privatlivspolitikken for en Ejendom.
Ved "Rapport" forstås det analyseresultat, som vises på analytics.google.com. Resultatet kan inkludere analyse af en Visning eller Hændelser.
Ved "SDK'er" forstås bestemte softwareudviklingssæt, som kan benyttes eller inkorporeres i en Ejendomsapp med det formål at indsamle Kundedata, samt eventuelle fejlrettelser, opdateringer og opgraderinger, der leveres til Dig.
Ved "Servere" forstås de servere, som kontrolleres af en af Googles tilknyttede virksomheder, og som behandlingssoftwaren og kundedataene er gemt på.
Ved "Software" forstås Behandlingssoftwaren, GAMC og eller SDK'er.
Ved "Tredjepart" forstås enhver tredjepart, (i) som Du giver adgang til Din Konto, eller (ii) en tredjepart på vegne af hvem Du indsamler oplysninger via Tjenesten.
Ved "UA-ejendom" forstås en "Universal Analytics-ejendom", hvilket er den samling af Google Analytics-indstillinger og oplysninger, der knyttet til det samme "Ejendoms-id", der sendes Hits til.
Ved "Brugere" forstås besøgende på Dine ejendomme.
Ved "Visning" forstås den samling indstillinger, der sammen udgør de oplysninger, der skal inkluderes i, eller ekskluderes fra, Rapporter for UA-ejendomme. Der kan f.eks. oprettes en Profil for at få vist en lille del af et website som en unik Rapport.
Ved ordene "inkluderer" og "inklusive" forstås "herunder, men ikke begrænset til".
2. Gebyrer og tjenestens omfang
I henhold til Afsnit 15 stilles Tjenesten til rådighed for Dig uden beregning til (a) GA4-ejendomme og (b) UA-ejendomme med op til 10 millioner Hits pr. UA-ejendom om måneden. Google forbeholder sig retten til fra tid til anden at ændre gebyrerne og betalingsbetingelserne for Tjenesten, eksempelvis ved at pålægge yderligere omkostninger for geografiske data eller import af omkostningsdata fra søgemaskiner eller andre gebyrer, som Google eller en af Googles tilknyttede virksomheder måtte blive opkrævet fra tredjepartsleverandører for at inkludere data i Tjenestens rapporter. Disse ændringer i gebyrer eller betalingsbetingelser træder i kraft, når Du accepterer de pågældende ændringer, som offentliggøres på www.google.com/analytics/. Medmindre andet fremgår, opkræves alle gebyrer i amerikanske dollars. Enhver udestående saldo forfalder til omgående betaling ved opsigelse af denne Aftale, og alle udgifter med relation til opkrævningen (inklusive advokatsalærer), som afholdes af Google, inkluderes i det skyldige beløb og debiteres muligvis via det betalingskort eller en eventuel anden betalingsmetode, der er knyttet til Din Google Ads-konto.
3. Medlemskonto, adgangskode og sikkerhed
For at blive tilmeldt Tjenesten skal Du fuldføre tilmeldingsprocessen ved at give Google aktuelle, fuldstændige og korrekte oplysninger som anført på tilmeldingsformularen, inklusive Din mailadresse (dit brugernavn) og adgangskode. Du er eneansvarlig for at beskytte Dine adgangskoder og for din egen (og tredjeparts) brug af Dine konti. Du er eneansvarlig for samtlige aktiviteter, der finder sted på Din Konto (bortset fra aktiviteter, der foretages af, eller på vegne af, Googles tilknyttede virksomheder). Hvis Du bliver bekendt med uautoriseret brug af Din Konto eller andre sikkerhedsbrud, skal Du straks underrette Google. Supportmedarbejdere fra Googles tilknyttede virksomheder logger muligvis fra tid til anden ind på tjenesten med Din kundeadgangskode for at vedligeholde Tjenesten, eksempelvis for at tilbyde Dig hjælp i forbindelse med tekniske eller faktureringsrelaterede problemer.
4. Ikke-eksklusiv licens
Google giver Dig hermed, i henhold til vilkårene og betingelserne i denne Aftale, (a) en begrænset, ikke-eksklusiv licens, som kan tilbagekaldes, og som ikke kan gives i underlicens, til at installere, kopiere og anvende GAMC og/eller SDK'er med det ene formål at give Dig mulighed for at bruge Tjenesten på Dine ejendomme eller en Tredjeparts ejendomme og (b) give Dig fjernadgang til at se og downloade Dine Rapporter, som er lagret på www.google.com/analytics/. Du må ikke (og Du må heller ikke give en tredjepart tilladelse til at) (i) kopiere, ændre, tilpasse, oversætte eller på anden måde frembringe afledte værker af Softwaren eller Dokumentationen, (ii) foretage reverse engineering, dekompilere, demontere eller på anden måde forsøge at udlede kildekoden af Softwaren, medmindre dette udtrykkeligt er tilladt ved lov i det retsområde, hvor Du er bosiddende, (iii) udleje, lease, sælge, tildele eller på anden måde overdrage rettigheder til Softwaren, Dokumentationen eller Tjenesten, (iv) fjerne eventuelle meddelelser vedrørende ophavsret eller etiketter, som Softwaren er mærket med, eller som placeres via Tjenesten, (v) bruge, uploade, overføre eller indføre nogen enhed, software eller rutine, som forstyrrer eller har til formål at forstyrre Tjenestens eller Softwarens drift, eller (vi) benytte data, som iht. mærkningen tilhører en tredjepart i forbindelse med denne Tjeneste, til andre formål end at generere, få vist og downloade Rapporter. Når Du bruger og får adgang til Dokumentationen, Softwaren, Tjenesten og Rapporterne, skal det ske i henhold til alle gældende love og bestemmelser.
5. Fortrolighed og Betafunktioner
Ingen af parterne må bruge eller videregive den anden parts Fortrolige oplysninger uden forudgående skriftligt samtykke fra den anden part, medmindre det sker for at opfylde forpligtelserne i Aftalen, eller hvis love og bestemmelser eller retskendelser foreskriver dette, i hvilket tilfælde den part, som er blevet pålagt at videregive Fortrolige oplysninger, skal give den anden part så langt varsel, som det med rimelighed kan lade sige gøre, forud for videregivelse af de Fortrolige oplysninger. Nogle af tjenestens funktioner er angivet som "Alfaversion", "Beta", "Eksperiment" (af Google, enten i selve tjenesten eller andetsteds) eller på anden vis som ikke-understøttede eller fortrolige (med den fælles betegnelse "Betafunktioner"). Du må ikke videregive nogen oplysninger fra Betafunktioner eller vilkårene for Betafunktioner, der ikke er offentligt tilgængelige, eller oplysninger om sådanne Betafunktioners eksistens. I henhold til Afsnit 11(a) påtager Google og Googles tilknyttede virksomheder sig ikke noget ansvar (herunder forpligtelser vedrørende skadesløsholdelse) på baggrund af eller med relation til Betafunktioner. Enhver brug af Betafunktioner er på eget ansvar og kan være underlagt yderligere krav, som Google angiver. Google er ikke forpligtet til at yde support vedrørende Betafunktioner og forbeholder sig ret til, efter eget skøn, at ophøre med at stille Betafunktioner til rådighed i forbindelse med nogle af Tjenesterne.
6. Rettigheder til oplysninger og offentliggørelse
Google deler hverken Dine Kundedata eller en Tredjeparts Kundedata med tredjeparter, medmindre Google (i) har indhentet dit eller den relevante Tredjeparts samtykke hertil, (ii) konkluderer, at det er nødvendigt for at overholde gældende love, eller i god tro mener, at adgang til eller lagring eller videregivelse af Kundedata med rimelighed kan anses for at være nødvendig for at beskytte Googles, brugernes eller offentlighedens rettigheder, ejendom eller sikkerhed, eller (iii) under særlige omstændigheder overdrager Kundedata til tredjeparter med henblik på udførelse af opgaver på vegne af Google (f.eks. fakturering eller datalagring) med klare begrænsninger, der forhindrer, at data bliver brugt eller delt på anden vis end i henhold til Googles anvisninger. Når disse ting forekommer, er de underlagt aftaler, der forpligter parterne til kun at behandle Kundedata i henhold til Googles vejledning samt i overensstemmelse med Aftalen og de fornødne fortroligheds- og sikkerhedsrelaterede foranstaltninger.
7. Privatliv
Du vil ikke selv og vil ikke hjælpe tredjeparter med eller tillade, at tredjeparter videregiver oplysninger, i hashkrypteret eller anden form, til Google, som Google kunne bruge eller genkende som personhenførbare oplysninger, medmindre det er tilladt i og i overensstemmelse med politikkerne eller vilkårene for Google Analytics-funktioner, der stilles til rådighed for Dig, og kun hvis sådanne oplysninger, der videregives til Google til en sådan Google Analytics-funktion, hashkrypteres i overensstemmelse med branchestandarder. Du skal have implementeret og overholde en relevant Privatlivspolitik samt overholde alle gældende love, politikker og bestemmelser vedrørende indsamling af oplysninger fra Brugere. Du skal offentliggøre en Privatlivspolitik, der indeholder oplysninger om Din brug af cookies, id'er for mobilenheder (f.eks. annoncerings-id for Android eller iOS) eller lignende teknologi, der bruges til at indsamle data. Du skal oplyse om brugen af Google Analytics og om, hvordan data bliver indsamlet og behandlet. Dette kan gøres ved at vise et tydeligt link til websitet " Sådan bruger Google oplysninger fra websites eller apps, der anvender vores tjenester" (som findes på www.google.com/policies/privacy/partners/ eller en anden webadresse, som Google måtte stille til rådighed fra tid til anden). Du skal i den udstrækning, det er kommercielt rimeligt, bestræbe Dig på at sikre, at en Bruger får klare og fyldestgørende oplysninger om, og giver samtykke til, lagring af og adgang til cookies eller andre oplysninger på Brugerens enhed, såfremt en sådan aktivitet finder sted i forbindelse med Tjenesten, og såfremt videregivelse af sådanne oplysninger og indhentning af et sådant samtykke er påkrævet i henhold til loven.
Du må ikke omgå funktioner, der indgår som en del af Tjenesten og har til formål at beskytte personlige oplysninger (f.eks. muligheden for fravalg). Du overholder alle gældende Google Analytics-politikker, som Du finder på www.google.com/analytics/policies/ (eller en eventuel anden webadresse, som Google oplyser), med eventuelle ændringer ("Google Analytics-politikkerne").
Du kan gøre brug af en integreret version af Google Analytics og visse annonceringstjenester fra Google (("Google Analytics-annonceringsfunktioner")). Hvis Du bruger Google Analytics-annonceringsfunktioner, skal Du overholde politikken vedrørende Google Analytics-annonceringsfunktioner (som kan ses på support.google.com/analytics/bin/answer.py?hl=da_DK&topic=2611283&answer=2700409). Din adgang til og brug af en annonceringstjeneste fra Google Marketing Platform eller Google er underlagt vilkårene i den aftale, som Du har indgået med Google vedrørende den pågældende tjeneste.
Hvis Du bruger Platform-startside, er Din brug underlagt Yderligere vilkår for Platform-startside (denne betegnelse kan eventuelt ændres på et senere tidspunkt), som findes på https://support.google.com/marketingplatform/answer/9047313 (eller en anden webadresse, som Google måtte angive), med eventuelle ændringer ("Vilkår for Platform-startside").
Forudsat at Du overholder vilkårene for brug af Tjenesten, accepterer Du og Google vilkårene for databehandling i Google Ads ("Vilkår for databehandling"), som kan findes på https://privacy.google.com/businesses/processorterms ("Behandlingsvilkårene"). Google ændrer ikke Behandlingsvilkårene, medmindre det udtrykkeligt er tilladt i henhold til Behandlingsvilkårene.
8. Skadesløsholdelse
I det omfang loven tillader det, forpligter Du Dig til, for egen regning, at holde Googles tilknyttede virksomheder skadesløse og forsvare dem i forbindelse med (a) alle erstatningskrav mod Googles tilknyttede virksomheder og omkostninger i forbindelse med alle krav, søgsmål og sagsanlæg fremsat af tredjepart mod en eller flere af Googles tilknyttede virksomheder eller deres direktører, bestyrelsesmedlemmer, medarbejdere, agenter eller tilknyttede virksomheder og (b) enhver form for ansvar, erstatningskrav, forlig, bod, bøde, omkostninger eller udgifter (herunder rimelige advokatsalærer og andre sagsomkostninger), som en eller flere af Googles tilknyttede virksomheder eller en eller flere af deres direktører, bestyrelsesmedlemmer, medarbejdere, agenter eller tilknyttede virksomheder måtte have afholdt som følge af eller med relation til sådanne krav, søgsmål og sagsanlæg fremsat af tredjepart, hvad enten det er som følge af (i) Din misligholdelse af de vilkår, der er angivet i Afsnit 4 (Ikke-eksklusiv licens) og/eller 12 (Bemærkning vedrørende ejendomsret), (ii) Din overtrædelse af gældende love, regler eller betingelser i forbindelse med Tjenesten, (iii) erklæringer og garantier, Du har fremsat over for eller givet en Tredjepart vedrørende Tjenesten, Softwaren eller Rapporter, (iv) krav, som er fremsat af eller på vegne af en Tredjepart, og som er direkte eller indirekte forbundet med Din brug af Tjenesten, Softwaren eller Rapporter, (v) misligholdelse af Dine forpligtelser over for en Tredjepart mht. beskyttelse af personlige oplysninger og/eller (vi) krav vedrørende handlinger eller forsømmelse fra en Tredjeparts side i forbindelse med Tjenesten, Softwaren eller Rapporter. Google oplyser Dig skriftligt om eventuelle krav, søgsmål eller sagsanlæg, hvor Du er forpligtet til at holde Googles tilknyttede virksomheder skadesløse. Du er forpligtet til at samarbejde i det omfang, det med rimelighed kan kræves i forbindelse med skadesløsholdelsen. Google forbeholder sig ret til, for egen regning, at håndhæve de vilkår, der er angivet i dette Afsnit 8, på vegne af alle Googles tilknyttede virksomheder og påtage sig det fulde forsvar af og fuld kontrol over enhver sag, hvor Du er forpligtet til skadesløsholdelse.
9. Tredjeparter
Hvis Du bruger Tjenesten på vegne af en Tredjepart, eller hvis en Tredjepart på anden måde bruger Tjenesten via Din Konto, uanset om Du har fået Googles tilladelse hertil, erklærer og garanterer Du, (a) at Du er berettiget til at handle på vegne af Tredjeparten og binde denne til alle Dine forpligtelser i denne Aftale, (b) at Google må dele alle Kundedata, som specifikt vedrører Tredjepartens ejendomme, med Tredjeparten, og (c) at Du ikke vil videregive Tredjepartens Kundedata til nogen anden part uden Tredjepartens samtykke.
10. ANSVARSFRASKRIVELSER
Hver part garanterer, at den vil udvise rimelig omhu og samvittighedsfuldhed med hensyn til overholdelse af sine forpligtelser i medfør af Aftalen. Ingen del af tjenesterne er underlagt betingelser, garantier eller øvrige vilkår, medmindre det er udtrykkeligt angivet i denne Aftale. I det fulde omfang i henhold til loven fraskrives alle stiltiende betingelser, garantier og øvrige vilkår (herunder stiltiende vilkår vedrørende tilfredsstillende kvalitet, egnethed til et bestemt formål og overensstemmelse med beskrivelsen).
11. ANSVARSBEGRÆNSNING
(a) Intet i denne Aftale undtager nogen af parterne fra ansvar eller begrænser deres ansvar i forbindelse med følgende: (i) Dødsfald eller personskade som følge af uagtsomhed fra en af parternes side eller dennes ansattes eller agenters side, (ii) svig eller svigagtig fremsættelse af urigtige oplysninger, (iii) forpligtelserne i henhold til Afsnit 8 (Skadesløsholdelse) eller (iv) forhold, som ikke kan undtages eller begrænses i henhold til loven. (b) Ingen af parterne er i henhold til eller i forbindelse med denne Aftale (hvad enten det er kontraktligt eller uden for kontrakt, i henhold til erstatningsret (herunder, uden begrænsning, som følge af uagtsomhed) eller på anden måde) ansvarlig for følgende: (i) Mistet fortjeneste, (ii) manglende realisering af forventede besparelser, (iii) mistede forretningsmuligheder eller (iv) indirekte tab, som modparten måtte lide (uanset om sådanne tab kunne forudses af parterne på det tidspunkt, hvor Aftalen trådte i kraft). (c) I henhold til under-Afsnit 11(a) og (b) ovenfor er hver parts fulde ansvar over for modparten som følge af eller i forbindelse med denne Aftale begrænset til 500 USD.
12. Bemærkning vedrørende ejendomsret
Tjenesten, herunder Softwaren og alle Intellektuelle ejendomsrettigheder hertil, tilhører, og bliver ved med at tilhøre, Google (og Googles tilknyttede virksomheder). Alle rettigheder til Softwaren, som ikke udtrykkeligt er overdraget til Dig i henhold til denne Aftale, forbeholdes og forbliver uden begrænsning Googles og Googles licensgiveres ejendom, herunder Googles (og Googles tilknyttede virksomheders) ejerskab af Softwaren og Dokumentationen. Uden begrænsning af det generelle aspekt i det foregående accepterer Du, at Du ikke må (og ikke vil give en tredjepart tilladelse til at) gøre følgende: (a) Viderelicensere, distribuere eller bruge Tjenesten eller Softwaren ud over omfanget af den licens, der er givet i henhold til denne Aftale, (b) kopiere, ændre, tilpasse, oversætte, frembringe afledte værker af, foretage reverse engineering, demontere eller dekompilere Softwaren eller på anden måde forsøge at udlede kildekoden eller forretningshemmeligheder af Tjenesten, (c) udleje, lease, sælge, tildele eller på anden måde overdrage rettigheder til Softwaren eller Tjenesten, (d) bruge, uploade, overføre eller indføre nogen enhed, software eller rutine, som forstyrrer eller har til formål at forstyrre tjenestens eller Softwarens drift, (e) anvende varemærker, handelsnavne, servicemærker, logoer, domænenavne og andre karakteristiske brandelementer eller ophavsretslige rettigheder eller andre ejendomsrettigheder, der er knyttet til Tjenesten, til noget formål uden Googles udtrykkelige, skriftlige samtykke, (f) registrere, forsøge at registrere eller hjælpe andre med at registrere varemærker, handelsnavne, servicemærker, logoer, domænenavne og andre karakteristiske brandelementer eller ophavsretslige rettigheder eller andre ejendomsrettigheder, der er knyttet til Google (eller Googles fuld ud ejede datterselskaber), i andet end Googles (eller Googles fuldt ud ejede datterselskabers) navn, (g) fjerne, tilsløre eller ændre meddelelser om ophavsret, varemærker eller andre ejendomsrettigheder, som måtte fremgå af eller på de elementer, der er omfattet af Tjenesten, eller (h) forsøge, via et søgsmål indgivet inden for denne Aftales løbetid eller inden for et år efter Aftalens udløb, at få vedtaget et forbud mod nogen del af Tjenesten som følge af krænkelse af et patent.
13. Amerikanske offentlige instansers rettigheder
Hvis brugen af Tjenesten erhverves af eller på vegne af amerikanske offentlige instanser eller deres primære leverandører eller underleverandører (på et hvilket som helst niveau) i henhold til 48 C.F.R. 227.7202-4 (i tilfælde af anskaffelse til det amerikanske forsvarsministerium (Department of Defense)) og 48 C.F.R. 2.101 og 12.212 (i tilfælde af anskaffelse til andre offentlige instanser end det amerikanske forsvarsministerium), er de offentlige instansers rettigheder til Softwaren, herunder retten til at bruge, ændre, gengive, offentliggøre, fremføre, fremvise eller forevise Softwaren eller Dokumentationen, i alle henseender underlagt de kommercielle licensrettigheder og begrænsninger, der fremgår af denne Aftale.
14. Varighed og ophør
Parterne kan til enhver tid opsige denne Aftale uden varsel. I tilfælde af opsigelse af Aftalen ophører Google med at levere Tjenesten, og Du har ikke længere adgang til den. Desuden skal Du, hvis Din Konto og/eller GA-ejendomme lukkes, (i) slette alle kopier af GAMC fra alle Ejendomme og/eller (ii) suspendere al brug af SDK'er inden 3 dage efter lukningen. Hvis aftalen opsiges, medfører det, at (a) Du ikke er berettiget til refusion af gebyrer for brug eller andre gebyrer, at (b) en eventuel udestående saldo for Tjenesten frem til og med datoen for aftalens ophør straks forfalder til fuld betaling, og at (c) Du ikke længere har adgang til Dine historiske Rapportdata.
15. Ændringer af servicevilkårene og andre politikker
Google foretager muligvis ændringer af denne aftales vilkår eller eventuelle yderligere vilkår, der gælder for Tjenesten, f.eks. som følge af lovændringer eller ændringer af Tjenesten. Du bør læse vilkårene jævnligt. Google offentliggør ændringer af nærværende vilkår på https://www.google.com/analytics/terms/, Google Analytics-politikkerne på www.google.com/analytics/policies/ eller andre politikker, der henvises til i nærværende vilkår, på den relevante webadresse for sådanne politikker. Ændringer gælder ikke med tilbagevirkende kraft og træder tidligst i kraft 14 dage efter offentliggørelsen. Hvis Du ikke accepterer disse ændrede Servicevilkår, skal Du ophøre med at bruge Google Analytics. Ingen ændring af denne Aftale er bindende, medmindre (i) den foreligger på skrift og er underskrevet af en behørigt bemyndiget repræsentant for Google, (ii) Du har accepteret de opdaterede vilkår online, eller (iii) Du fortsætter med at benytte Tjenesten, efter at Google har offentliggjort opdateringer af Aftalen eller en politik, der gælder for Tjenesten.
16. Diverse, gældende lov og værneting
(a) Google er fritaget fra opfyldelse af forpligtelserne i denne Aftale, såfremt opfyldelsen forhindres, forsinkes eller vanskeliggøres af årsager, som Google ikke med rimelighed kan påstås at have indflydelse på. (b) Denne Aftale (inklusive alle ændringer, som parterne har aftalt skriftligt) udgør hele aftalen mellem Dig og Google vedrørende det aktuelle indhold og erstatter alle tidligere relaterede aftaler og erklæringer parterne imellem. Idet parterne indgår denne Aftale, påberåber ingen af dem sig nogen ret eller afhjælpning baseret på en udtalelse, erklæring eller garanti (uanset om den er afgivet uagtsomt eller i god tro), medmindre disse er udtrykkeligt angivet i denne Aftale. (c) Hvis en bestemmelse i denne Aftale er uden retskraft, uanset årsagen hertil, skal bestemmelsen ændres i det omfang, der er nødvendigt for at gøre den retskraftig i videst mulig udstrækning og sikre, at den stadig stemmer overens med parternes intention, og de øvrige bestemmelser i Aftalen forbliver i kraft og fuldt gældende. (d) Denne aftale er underlagt og skal fortolkes i henhold til engelsk lov. Parterne accepterer, at enhver tvist (uanset om den er kontraktlig eller ikke-kontraktlig), der måtte opstå som følge af eller i forbindelse med denne Aftale, skal afgøres med de engelske domstole som eksklusiv jurisdiktion. Denne Aftale er ikke underlagt FN's konvention om aftaler om internationale køb (United Nations Convention on Contracts for the International Sale of Goods) og UCITA (Uniform Computer Information Transactions Act). (e) Du forpligter Dig til at overholde alle gældende love og bestemmelser vedrørende kontrol af eksport, heriblandt (i) de amerikanske bestemmelser om eksportbegrænsning (EAR, Export Administration Regulations), som udarbejdes af det amerikanske handelsministerium, (ii) handelsmæssige og økonomiske sanktioner, som fastlægges af det amerikanske finansministeriums afdeling for kontrol med udenlandske aktiver, og (iii) de amerikanske bestemmelser vedrørende international våbenhandel (ITAR, International Traffic in Arms Regulations), som udarbejdes af det amerikanske indenrigsministerium. . (f) Alle meddelelser til Google skal sendes til Google Ireland Limited, Gordon House, Barrow Street, Dublin 4, Irland, med kopi til den juridiske afdeling, via A-post, luftpost eller kurer og anses for at være leveret ved modtagelse. (g) En eventuel afståelse fra at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende er ikke en fraskrivelse af retten hertil ved senere misligholdelse. (h) Du må ikke overdrage eller på anden måde overføre nogen af dine rettigheder i henhold til denne Aftale uden Googles forudgående skriftlige samtykke, og ethvert forsøg på at gøre dette er uden retskraft. (i) Forholdet mellem Google og Dig er ikke et juridisk samarbejdsforhold, men et forhold mellem uafhængige kontrahenter. (j) Denne aftale er juridisk bindende og træder i kraft for parternes respektive efterfølgere og befuldmægtigede. Følgende afsnit i denne Aftale forbliver i kraft efter aftalens opsigelse eller udløb: 1, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 14, 16 og 17.
17. Google Analytics og Firebase
Hvis Du knytter en GA-ejendom til Firebase ("Firebase-tilknytning") i forbindelse med Din brug af Tjenesten, gælder følgende vilkår i tillæg til Afsnit 1-16 ovenfor også for Dig og Din brug af Tjenesten, herunder hvad angår Din brug af Firebase-tilknytning. Udover de nedenfor angivne ændringer forbliver alle andre vilkår uændrede og fortsat gældende. I tilfælde af en konflikt mellem nærværende Afsnit 17 og Afsnit 1-16 ovenfor er vilkårene i Afsnit 17 udelukkende gældende med hensyn til Din brug af Firebase-tilknytning.
Denne sætning føjes til slutningen af Afsnit 7 på
følgende måde:
Hvis Du knytter en GA-ejendom til et
Firebase-projekt
("Firebase-tilknytning"), kan (i)
visse data fra Din GA-ejendom, herunder Kundedata,
blive tilgængelige i eller for andre enheder eller
personer, som angivet i de gældende
Firebase-indstillinger , og (ii) den pågældende
GA-ejendom kan muligvis få visse indstillinger for
Tjenesten af autoriserede medarbejdere, som angivet
i de gældende Firebase-indstillinger (desuagtet de
indstillinger, som Du måtte have angivet for den
pågældende GA-ejendom inden for Tjenesten).
Senest opdateret 15. maj 2023
Tidligere versioner